Mine tanker om kunst

At definere kunst er svært, at definere god kunst er endnu sværere. Alligevel synes jeg, at kunst er et begreb, man skal gøre sig selv den tjeneste at forholde sig til for derved at skærpe opmærksomheden og bevidstheden om det, man ser eller oplever.

For mig er kunst noget, der bevæger mig. Noget som får mig til at stoppe op og blive grebet. Det er, når jeg ikke kan få øjnene væk  fra værket, eller hvis jeg må tilbage og betragte det igen. Det bedste eller værste er, når en udstilling stopper og billedet, for det er det oftest, forsvinder. Tilbage har jeg kun den fastfrosne kopi på nethinden og tak for det.
Jeg kan også godt lide, når kunst vil noget - vil rykke ved en opfattelse eller en udvikling og give beskueren et spark. Billedkunstner Michael Kvium har udtalt i et interview, at kunst aldrig må behage, men skal skabe ramme for erkendelse og identitet.

Nu er der antagelig forskel på selv at være skabende kunstner og så udelukkende at være beskuer. Personligt kan jeg ikke lade være med at tænke: ”Er dette noget, jeg selv kunne have fundet på eller noget, jeg kan udføre?”
Jeg har engang set professor og kunstner Bjørn Nørgård udtale noget i retning af, at kunstakademiet er med til at udvikle den enkelte til at forstå, hvad han/hun kan bidrage med rent kunstnerisk – finde sin berettigelse.

For mig kommer kunst indefra. Det udtrykker ofte noget følt. Noget som har skræmt mig, fascineret mig eller bare rørt. Kunst må gerne ramme både følelse og intellekt og være en kommentar til nutiden eller med historiske referencer.
Kunst må ikke være ligegyldig. Kunst må gerne sætte fokus på elementer i samfundet – være debatskabende. Den kan udtrykke den personlighed, du har tilegnet dig gennem et iagttagende liv. For mig må der gerne være en sammenhæng mellem det, jeg tænker og det, jeg maler. Jeg tror, det er et spørgsmål om bevidsthed.
At arbejde med kunst er at blive ved og aldrig blive tilfreds, men at stoppe ved det bedst opnåelige.

Kate Abild