Inspiration fra hulemalerier

 

I forhistorisk tid levede man i pagt med naturen. Styrke og udholdenhed var en forudsætning for overlevelse.
Dyrene besad disse egenskaber - i særlig grad de store dyr som mammutter, hulebjørne, huleløver, urokser og uldhårede næsehorn. Andre dyr f.eks. heste og hjorte var smidige eller hurtige.
 
Fascinationen ved at forske i fortiden har ført til mange fund. I vor tid er der opdaget klippehuler, som har betydet meget for efterforskningen af vore forfædres færden og levevis. Således fandt en gruppe amatørarkæologer i 1994 Chauvet-hulen i Frankrig, som viste sig at være over 30.000 år gammel.
Her opdagede man hulemalerier af en helt enestående kunstnerisk kvalitet. De var fantastisk smukke og velbevarede - både i form og farve.
 
Man kender ikke den eksakte mening med malerierne. Cromagnon-jægerne boede ikke i disse huler. På de høje buede hulevægge malede datidens kunstnere billeder af de store dyr. Her søgte man ind i åndernes rige – søgte kontakt med dyrene. Mørket og det flakkende bållys  gjorde  billederne ”levende” og  fremkaldte en voldsom sansepåvirkning. Måske forestillede man sig, at kraften fra dyrene kunne transformeres over i mennesket. Hulerne var shamanens arbejdsrum - datidens kirke om man vil.
 
For ti år siden blev jeg grebet af en lyst til at forsøge at overføre disse iøjnefaldende figurer til  moderne billedkunst. Men jeg følte, det var svært overhovedet at gå i gang. Det var, som om jeg bevægede mig ind på noget helligt, som jeg ikke kunne tillade mig at berøre. Troede jeg virkelig, at jeg kunne gøre disse  mennesker kunsten efter? Idéen om at man kunne overføre noget urkraft og styrke til eget rum ved at se på malerierne, fik mig til at fortsætte. Den enkle streg og spændstigheden i motivet har jeg forsøgt at gengive i mit eget udtryk.
 
Det har undret mig, at en så maskulin karakter eller et sådant voldsomt udtryk tiltrak mig. Måske er det ikke tilfældigt! Jo mere jeg arbejder med motiverne, jo flere værdier finder jeg deri – også feminine.
Og endeligt tror jeg, at vi ved at kende til menneskets forhistorie lærer mere om os selv og vores overlevelsesmuligheder. Mit håb er ligeledes, at vi også i nutiden vil lære at leve med naturen og ikke mod den.